Pointer fra mine bøger

Min og sprogskolens mission i samklang
Lad mig præcisere missionen for sprogskolen, sprogunderviseren og mig personligt. Jeg begynder med sprogskolen:

"Sprogskolen lærer dig dansk til job"

Her får jeg substantivet "Sprogskolen", som afsender og et aktivt verbum "lærer" som handlingen, der skal fører til et objekt = "job" til kursisten.

Jeg kunne også kalde (verbum) "lærer" for et værdiord dvs. det ord, der skaber værdi for selve missionen, hvis mål det er at skaffe "job" til kursisten.

Når det gælder min egen mission som underviser, kunne missionen formuleres således:

"Sprogunderviseren lærer dig dansk til arbejds- og hverdagsliv"

Her får substantivet "sprogunderviseren" og et aktivt verbum "lærer" værdi for handlingens objekt = " arbejds- og hverdagsliv".

Og når det bliver til min egen personlige mission på dagen i klassen, lyder det således:

"Jeg lærer dig dansk i dit daglige liv"

Her overtages substantivet af pronominer i 1. og 2. person og bliver til et personligt forhold mellem mig som et "jeg" og kursisten i "dit" daglige liv.

(Fra bogen Mission AImpossible 2.0 side 16 og 17)

Flere pointer

I et institutionelt hierarki, som en sprogskole er, vil der altid være forpligtigelser fx baseret på ansættelseskontrakter, love, skrevne som uskrevne regler og traditioner. Dermed vil der altid være en pligt-etik i spil. Det samme gælder konsekvens-etikken, fordi underviseren skal have sine kursister igennem modultest, for at det nytter, og det kræver en undervisning af en vis kvalitet via progression.

Men pligter og konsekvenser må aldrig være de eneste etiske pejlemærker for en undervisning i et demokratisk samfund. Derfor kommer den tredje etik, nærheds-etikken i spil, der her er inspireret af den danske filosof K.E. Løgstrup, der har udtrykt sin etik i den poetiske sætning: "Du bærer altid noget af et andet menneskes liv i dine hænder," som frit oversat betyder, at du bærer et medansvar for kursistens liv i mødet på sprogskolen.

Du har som underviser det ansvar, som kursisten i dagbogsnotatet omtaler som Skolen er det vigtigste for de fleste af os i skolen finder vi forståelse, den samme forståelse, som vi i mange tilfæld ikke finder derhjemme, på gaden eller på arbejdet.

Også en anden dansk filosof – Kierkegaard – har været inde på samme tankegang, når han formulerer etik i undervisningen af et andet menneske:

"Hvis det skal lykkes mig at føre et menneske mod et bestemt mål, må jeg først finde derhen, hvor han befinder sig, og begynde lige der. Den, som ikke kan det, snyder sig selv, når han tror, at han kan hjælpe andre.

For at hjælpe nogen, må jeg visselig forstå mere, end han gør, men først og fremmest forstå, hvad han forstår. Hvis jeg ikke kan det, så hjælper det ikke, at jeg kan og ved mere. Vil jeg alligevel vise, hvor meget jeg kan, så skyldes det, at jeg er forfængelig og hovmodig, og at jeg egentlig gerne vil blive beundret af andre i stedet for at hjælpe.

Al ægte hjælpsomhed begynder med ydmyghed over for den, jeg vil hjælpe, og dermed må jeg forstå, at dette med at hjælpe, ikke er at ville herske, men at ville tjene. Kan jeg ikke dette, så kan jeg heller ikke hjælpe."

(Fra bogen Undskyld Hr. Lærer - må jeg spørge...? side 9 og 10)